Google introducerer en ny funktion i Gmail: Administrér abonnementer. Her kan modtageren få overblik over alle nyhedsbreve og kampagnemails – og afmelde sig med få klik.
Umiddelbart kan det lyde som en udfordring, at afmelding er blevet endnu nemmere. Men efter vores vurdering er abonnementsstyringsfunktionen faktisk i alles interesse. Forventningen er, at Gmails ”Administrér abonnementer” kommer til at højne 1. kravet til relevans og 2. kvaliteten af mailinglister.

Google er i gang med at indføre et nyt menupunkt for brugerne af Gmail. Her samles nyhedsbreve og kampagnemails i en oversigt, hvor man kan se, hvem der sender hvad, hvor ofte – og afmelde sig direkte fra indbakken. Funktionen rulles gradvist ud og er i skrivende stund ikke synlig for alle endnu.
Et skub i den rigtige retning
Den nye funktion til håndtering af abonnementer i Gmail ændrer ikke på det grundlæggende. Modtagerne har i forvejen flere måder at afmelde sig nyhedsbreve. Nu bliver muligheden bare endnu mere synlig og tilgængelig. Vores oplevelser siger, det kan give to udfald:
- Er dit indhold relevant for modtageren, bliver relationen stærkere.
- Er dit indhold ikke relevant, bliver relationen hurtigere afsluttet.
Og begge dele ser vi som positivt. Lad os dykke ned i hvorfor:
Du vil få flere afmeldinger – og det er faktisk helt okay
Det er vores generelle formodning, at flere vil vælge at afmelde sig dit nyhedsbrev, i takt med at muligheden for afmelding kommer et klik tættere på. Vores påstand er, at de fleste ville have gjort det alligevel – på et tidspunkt.
Vi ser generelt hos vores kunder, at inaktive modtagere samlet set er dyrere end dem, der afmelder sig. Inaktive modtagere af nyhedsbreve trækker åbningsrater ned, påvirker leveringssikkerhed og medvirker til et uklart billede af, hvem der faktisk ønsker at høre fra dig.
Så hvis en afmelding er uundgåelig, er det bedre at miste dem nu end at fortsætte med at sende mails, der ikke bliver læst. Det er lidt som at skulle rive et plaster af – det gør mere ondt, hvis du trækker det i langdrag.
Læs også: En afmelding er ikke nødvendigvis et farvel – om potentialet i afmeldingsprocessen, og hvordan du kan få krog i kunden, der er på vej væk.
Funktionens betydning for dig som afsender
Her er vores faglige vurdering af, hvad Gmails ”Administrér abonnementer”-menupunkt kan komme til at betyde for virksomheder, der sender nyhedsbreve:
- Relevans bliver endnu vigtigere end før. Muligheden for at se alle e-mail-abonnementer side om side i indbakken skærper konkurrencen om modtagerens opmærksomhed, og her vinder det gode indhold.
- Frekvens bør afstemmes med endnu større omhu. Hvis udsendelsesrytmen ikke afspejler modtagerens behov, kan det nu endnu nemmere resultere i en afmelding.
- En mere retvisende modtagerliste. Den øgede transparens i modtagerens indbakke gør det lettere at tage stilling, og du får en mere afstemt, værdiskabende database.
Så hvad kan du gøre herfra?
Med udrulningen af den nye Gmail-funktion er det vores anbefaling, at du følger disse tre tommelfingerregler i din kommunikation – endnu mere fokuseret end før:
- Vis interesse for dine modtagere og imødekom dem i dit indhold. Din mailingliste bliver stærkere, når den består af modtagere, der finder oprigtig værdi i dine nyhedsbreve.
- Gør det let at tilpasse frekvensen. “Send færre mails” er et af de mest effektive greb, vi har set, til at vise respekt for relationen og bevare den.
- Følg dine modtageres signaler. Åbningsrater, klik og inaktivitet fortæller dig alt sammen noget. Brug signalerne til at afstemme rytme og relevans.
I Yulsn er vi positivt stemte over Googles opdatering – på både virksomhedernes og modtagernes vegne. For nok kan abonnementsstyringsfunktionen umiddelbart ligne endnu en udfordring i en travl indbakke. Men set fra vores stol løfter den niveauet for email marketing – med mindre støj, mere relevans, stærkere relationer og mailinglister, der afspejler virkelige interesser. Vi ser frem til at følge udviklingen.
Læs også: Jo flere nyhedsbreve, jo bedre … eller hvad? – om hvordan du bedst balancerer frekvens og relevans.
Vil du have flere indspark til din email marketing?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få inspiration direkte i indbakken 1-2 gange om måneden:
