Hvis du har indhold, hvor relevansen for dine modtagere ikke afhænger af at de får dit indhold på et bestemt tidspunkt, så kan du med fordel lave et uendeligt email-flow, hvor du løbende tilføjer nyt indhold, som alle får glæde af.
Vores eget nyhedsbrev er holdt meget simpelt, og kører automatisk med både tidsbestemt og ikke tidsbestemt indhold.
For en lille virksomhed som vores, er det simple uendelige flow vores primære email-marketing-indsats. For virksomheder med flere ressourcer, flere modtagere og mere indhold, kan sådan et flow også være meget relevant - her kan det bare udgøre en lille del af den samlede email-marketing-indsats.
Det primære indhold i vores nyhedsbreve kommer fra vores blogindlæg med inspiration, tips og tricks, der ikke er afhængig af at udkomme på et bestemt tidspunkt.
Den anden type indhold er egentlig også blogindlæg, men de er til gengæld afhængig af at udkomme på et bestemt tidspunkt. Det kan f.eks. være at vi deltager på en konference, har nye regnskabsresultater eller ansat en ny medarbejder.
Her er en kort oversigt over vores eget nyhedsbrevskoncept:
- Vi sender nyhedsbrev til alle modtagere hver 3. uge.
- Hver modtager følger sin egen plan, med første mail den første tirsdag efter tilmeldingen (dog mindst 5 dage efter tilmelding).
- Hvert nyhedsbrev indeholder én artikel / blogindlæg og en eller flere nyheder.
- Både artikler og nyheder trækkes automatisk fra hjemmesiden.
- Alle artikler har en prioriteringsrækkefølge, som jeg tager stilling til når jeg laver artiklen.
- Alle nyheder har en start og en slutdato, som styrer hvornår de må blive sat ind i nyhedsbrevene.
- Hver modtager starter med at få den højest prioriterede artikel, så alle modtagere over tid får alle artikler, i den prioriterede rækkefølge.
- I hvert nyhedsbrev indsættes - ud over den ene artikel - den eller de nyheder, som er relevante på den dag, hvor nyhedsbrevet sendes ud.
- Når jeg laver nyheder, så forholder jeg mig til hvilket datointerval, de må komme med i nyhedsbrevet, og jeg forholder mig til om de skal vises før eller efter artiklen i nyhedsbrevet.
- Subjectline og preheader i nyhedsbrevene kommer fra den artikel eller den nyhed, der vises øverst i nyhedsbrevet. Jeg laver specifikke tekster til subjectline og preheader for hver artikel og de nyheder, jeg vælger skal vises øverst i en mail.
Husk mindst én god velkomstmail
For vores eget vedkommende, laver vi næsten ingen annoncering, vi har meget lidt trafik på vores hjemmeside, og får de fleste tilmeldinger fra netværk eller personlige invitationer.
Jeg har derfor lige nu kun en enkelt decideret velkomsmail, som til gengæld er personlig, og findes i 5 forskellige varianter, afhængigt af hvor tilmeldingen kommer fra.
Hvis du får mange nye tilmeldinger, som på forhånd ved meget lidt om din virksomhed, så kan det være en god idé at have nogle flere mails i starten af flowet, så du får præsenteret din virksomhed lidt mere til de nye tilmeldte.
I vores tilfælde starter alle tilmeldte på det uendelige flow når de har fået den ene velkomstmail.
Lav en plan for din løbende redigering af indholdet
Når jeg laver blogindlæg til hjemmesiden, så fastsætter jeg samtidig en dato for, hvornår jeg vil revidere indholdet i artiklen næste gang (typisk hvert halve år).
Jeg er i fuld gang med at automatisere mere af min proces med at lave de enkelte artikler, og få idéer til hvad jeg skal skrive om. Men jeg vil helt sikkert også fremover sætte mit eget præg på vores artikler.
Vil du se hvordan vores eget flow virker - og samtidig få inspiration til arbejdet 1-2 gange om måneden, så tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få inspiration direkte i indbakken:
