Det har aldrig været lettere at få skrevet en mail. Udfordringen er at gøre den værd at åbne. Forskellen? Den ligger i rammerne, relationen og retningen – som er dit ansvar.
AI kan efterhånden hjælpe med meget af det, der er tidskrævende, når du arbejder med email marketing.
Den kan skrive første udkast til nyhedsbreve og kampagnemails. Den kan foreslå emnelinjer og lave fem versioner af den samme tekst til fem forskellige målgrupper. Den kan omskrive en produkttekst, forkorte en mail, gøre tonen mere venlig eller hjælpe med at finde nye vinkler til en kampagne. Den kan automatisk sende opfølgningsmails ud fra dine kunders adfærd og indsætte målrettede produktanbefalinger i både automatiske og manuelle mails.
Det kan være både godt og brugbart. Vi oplever, at det frigør reel tid i marketingteams, der konstant har flere opgaver, end de kan nå – og jo mere af det praktiske arbejde AI kan overtage, desto mere tid er der til det, der kræver mennesker.
Vi ser det sådan, at hvis du og din virksomhed kun betragter email marketing som endnu en annoncekanal, kan du fint lave et næsten fuldautomatisk email marketing setup – og det er da også den retning, vi oplever mange gå i.
Hvis du derimod ser email marketing som en personlig kommunikationskanal, der giver mulighed for en reel dialog med dine kunder og andre interessenter, kan AI og automatisering ikke gøre arbejdet alene.

Vores erfaring er, at meget afhænger af, hvem der tager ansvar for, hvordan email marketing skal skabe relationer med langsigtet værdi – for virksomheden og for modtagerne.
Tag velkomstflowet som eksempel
De første mails, du sender til nye tilmeldte, er efter vores erfaring den vigtigste del af dit email marketing setup. Hvis du ikke lige fra starten vænner nye tilmeldte til, at dine mails er værd at åbne, kommer chancen sjældent igen af sig selv.
I bedste fald afmelder modtagere, der ikke synes, dine mails er værd at åbne, sig hurtigt igen. I værste fald laver de en regel, der flytter dine mails til en mappe, de sjældent åbner, eller dine mails vil være blandt dem, de ofte bare sletter fra indbakken uden at åbne.
Og når først denne vane er opstået, er den svær at ændre.
Hvordan vænner du nye tilmeldte til, at dine mails er værd at åbne?
Det gør du først og fremmest ved at fokusere på relevans. Og det arbejde begynder ikke med teksten. Vi ser ofte, at det er dér, indsatsen sættes ind – og det er sjældent der, relevansen afgøres.
Når du vil skabe relevans i dit velkomstflow, kan du starte med at se på:
- Hvem vil du have til at tilmelde sig? Har du en god definition af den ideelle profil, for de kunder eller andre interessenter, du vil have til at tilmelde sig?
- Hvordan får du de rigtige personer til at tilmelde sig?
Hvad kan gøre det relevant for dem at tilmelde sig - viden, underholdning, rabatter, konkurrencer - eller noget helt andet? - Hvilke informationer om de nye tilmeldte har du brug for?
- Hvordan kan du rent praktisk bruge den information, du har eller får?
- Hvilken værdi kan og vil du give, som de tilmeldte oplever som ægte værdi?
Når du har svaret på de spørgsmål, har du et grundlag at definere (eller omdefinere) dit velkomstflow ud fra.
Du kan godt bede AI om at besvare spørgsmålene, men uden kompetente mennesker til at tage ansvar og træffe beslutninger er det vores erfaring, at resultatet sjældent bliver bedre end middelmådigt.
Se nærmere på dine leads
Selv efter at du har svaret på de grundlæggende spørgsmål, kan du ikke uden videre overlade styringen til AI. Næste skridt er at se på, hvor de nye tilmeldinger kommer fra:
- Ved køb i webshop eller indgåelse af aftale.
- Forskellige pop-ups på hjemmesiden.
- LeadAd annoncer med konkurrencer.
- Andre konkurrencer, quizzer og lignende.
- Download af forskellige former for lead-magneter – whitepapers, strikkemønstre m.m.
- Spørgeskemaer.
- Webinarer, seminarer, gå-hjem-møder og andre events.
- Formular i bunden af hjemmesiden.
For hver type tilmelding skal du så forholde dig til, hvordan dit velkomstflow bedst muligt bygger videre på den situation, din nye tilmeldte var i på tilmeldingstidspunktet.
Du kan let få hjælp fra AI til at skrive tekster til alle de forskellige situationer. Men det er dig, der skal tage stilling til om du f.eks. vil bruge en rabat til at få nye tilmeldte, der endnu ikke har købt, til at lægge deres første ordre.
Det er de beslutninger, der former oplevelsen – og som trækker relationen i den ene eller den anden retning.
Start her, når dit email marketing setup trænger til forandring
Vi ser, at det er meget normalt for virksomheder at miste op til 20 % af deres tilmeldte hvert år. Og hvis det også gælder for din virksomhed, svarer det til, at hele din nuværende database af modtagere er skiftet ud om fem år.
Vil du komme den udvikling i forkøbet og selv sætte forandringer i gang i dit email marketing setup, er det vores erfaring, at velkomstflowet er et godt sted at starte.
Når du har defineret rammerne for, hvordan du vil skabe relevans i dit velkomstflow, har du samtidig et godt fundament for resten af dit email marketing program.
Derefter er et naturligt næste skridt at give de nuværende tilmeldte samme oplevelse, tilpasset at de ikke er nye.
AI flytter hele tiden grænsen for, hvad der kan skrives hurtigt. Men grænsen for, hvad der er værd at åbne, flytter sig ikke på samme måde. Så længe den forskel består, er de fem spørgsmål værd at vende tilbage til.
Vil du have flere indspark til din email marketing?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få inspiration direkte i indbakken 1-2 gange om måneden:
